Hele vinteren er der, mandag sidst på eftermiddagen, fyldt med glade børn og fuld aktivitet i gymnastiksalen på Svanninge skole.
Der bliver hoppet, danset, sunget, leget og løbet.
Fra kl. 16-17 er det ”Krudtuglerne” på 3-5 år.
Kl. 17 overtages gymnastiksalen af de ca. 6 børn på 1-3 år og deres forældre.
Genkendelighed er tryghed
Alt sammen er kyndigt ledet af træner Pia Gommesen og foregår efter samme grundlæggende program hver eneste mandag: goddagsang, opvarmning, løbe stærkt leg, sangleg, redskaber og til slut farvelsang.
Det forudsigelige program, de trygge rammer i den lille gymnastiksal, den gode stemning og Pias enorme energi og afsmittende begejstring, gør gymnastikken i FS til en fantastisk tilbud til børn og forældre i vores lokalområde.
Udfordring for både børn og voksne
Gymnastikken er med til at få børnene til at være fysisk aktive, og give dem lyst til at bruge deres små kroppe, for senere at få lyst til at være medlemmer i FS.
Ud over det fysiske har det sociale stor betydning for både børn og forældre. Børnene lærer andre børn fra lokalområdet at kende, og børn fra andre institutioner. Forældrene får lejlighed til at snakke sammen med andre forældre, være aktiv sammen med sit barn og måske selv blive udfordret lidt på fysikken.
En ildsjæl i foreningen
En kæmpe tak til Pia, som holder gang i gymnastikken for os og vores børns skyld. En ildsjæl der er medvirkende til at holde liv i vores foreningsliv og gang i børnene.
Tak til Pia og de andre forældre og børn for mange gode timer i gymnastiksalen.
Helle Mølgaard Christensen