Historier fra egnen
Har du en historie/oplevelse, du vil dele med andre, kontakt Pusser, skovlyplantage@jubii.dk
Høstfestival 2018 – Åbningstale lørdag d. 1. september
Velkommen til Høstfestival 2018 på, i hvert fald ifølge kalenderen, årets første efterårsdag. Det er helt fantastisk dejligt at se så mange mennesker der har lyst til at kigge forbi. Jeg er rigtig glad for at det endnu engang er lykkes at skabe en Høstfestival med så mange spændende ting på programmet.
Jeg må indrømme at jeg til at starte med synes det var lidt malplaceret at jeg, bare fordi jeg i forbindelse med fugleskydningen var blevet udnævnt til fuglekonge, skulle holde åbningstalen til høstfestivallen. Synes jo ikke de to ting havde noget med hinanden at gøre.
Men da jeg havde tænkt lidt over det kunne jeg se, at der faktisk var en meget fin kobling mellem Fugleskydningen og Høstfestivallen.
For i det daglige handler jo også i Daglig brugsen, jeg har mine børn i Svanninge Børnehus, jeg går til træning nede i FS fitness, min mand spiller dilletant i Sognegården og så deltager vi i de forskellige arrangementer der er i lokalområdet.
For det hele handler jo om det lokale liv der er i vores lille lokalsamfund. Et rigtig fint, idyllisk, aktivt og hjerteligt lokalsamfund. Hvilket jo også var en af grundene til at vi for snart 5 år siden valgte at flytte til Svanninge. Det betyder nemlig meget at man har det godt hvor man bor og hvor man færdes i det daglige. Vi blev draget af det nære, det aktive lokalsamfund, og i høj grad af naturen og det storslåede landskab.
Netop i forholdt til det aktive lokalsamfund giver det rigtig god mening for mig, at være en aktiv medspiller, støtte op om det det lokale liv og være med hvor det sker. Et lokalt liv, hvor tingene hænger sammen.
Vi har skolen og børnehaven, hallen, sognegården, brugsen, Idrætsforeningen, Fugleskydningsfesten og Høstfestivallen, alt det der kendetegner det lokalområde vi holder så meget af. Med den erkendelse og accept af at tingene faktisk hænger uløseligt sammen, må I hermed tage jer til takke med en fuglekonge.
Men der er heldigvis også rigtig mange der tager del i det lokale liv. Vi bidrager alle sammen med det der giver mening for os hver især. Vi løfter i flok, hvilket er så værdifuldt og gør vores område til et godt sted at bo. For alle kan noget og sammen kan vi alt.
Jeg er dybt imponeret og inspireret af alle de mennesker, der i det daglige, bidragere til at holde liv i lokalsamfundet i Svanninge, Millinge og Faldsled. En respekt der kun er vokset i den tid jeg har boet i området og efter at jeg har mødt og snakket med mange af de ildsjæle, der dagligt arbejder og kæmper for vores fælles bedste.
Fortællebænk Svanninge
Bystævnet
Svanninges gamle bystævne lå midt i krydset mellem Brahesvej, Kukkenbjerg og Svanningevej. Siden vikingetiden har det været stedet, hvor landsbyens bønder satte hinanden stævne, når Oldermanden blæste i sit horn. Her drøftedes landsbyens ve og vel i fællesskabets tid, og hver gård havde sin egen sten, hvor gårdmanden kunne sidde under møderne.
Ved udskiftningen 1801 forsvandt stenene, de blev vel brugt til de omfattende stengærder der blev sat langs de nye veje. I mange år lå stævnepladsen hen som en oplagsplads for brændestabler og andet, der benyttedes i de nærliggende gårde. I 1880-erne blev stævnelinden fældet og pladsen blev vist betragtet som fælles lagerplads, og mindet om bystævnet som ”oldnordisk”..
I 1947 blæste anderledes vinde, og man forsøgte at værne om bystævnet ved at markere pladsen som en trekant mellem de forbipasserende veje. I mange år kendte alle i sognet til, hvor bystævnet var. Da der var plantet roser, der skulle passes, blev stedet også kaldet ”Det kommunale gravsted”.
Desværre blev den historiske bystævneplads skødesløst fjernet under et kloakerings- og vejprojekt ledet af Faaborg-Midtfyn Kommune i 2009. Trods protester fra museer og lokale borgere, lykkedes det ikke at få kommunen til at stoppe projektet, og bystævnet blev bortgravet uden hensyn til de kulturhistoriske værdier og de lovbefalede arkæologiske undersøgelser. I dag ligger den gamle bystævneplads midt i vejkrydset.
Ceciliekroen
Det fortælles at, Ciciliekroen blev etableret i henhold til en forordning udstedt af kong Erik Klipping i året 1283, der påbød oprettelse af kro eller herberg med halvanden mils mellemrum langs alle kongens landeveje i hans ganske rige.
Med til fortælling hører også, at det netop skulle være i denne kro, den historisk kendte kongemorder, marsk Stig Andersen Hvide, var mødtes med hertug Valdemar af Slesvig og domprovst Jens Grand af Roskilde efter Danehoffet på Nyborg Slot i sommeren 1286 – for i fællesskab at lægge endelige planer for mordet på kong Erik Klipping. – En ugerning, der som bekendt blev udført i Finnerup Fælleslade ved Viborg Cæcilienatten til 22. november samme år – efter at kongen af sin betroede kammertjener Rane Jonson, under en jagttur dér på egnen var blevet lokket til at overnatte i laden uden andet følge end at par falkedrenge.
Navnet Cæciliekroen skulle således betragtes som værende afledt af denne begivenhed.
Den gamle kro er blevet efterfulgt af nye krobygninger, hvor den nuværende har et skilt over døren med påskriften: Stævnegården, den historiske kro, anno 1662.
Der er ikke længere kro på Stævnegården, men
Fritz Syberg
”Fynbomaleren” Fritz Syberg, blev født den 24. juli 1862 og var søn af skibsfører Christian Jensen Birkholm og Marie Cathrine Illum. Barndommen i Faaborg var fattig og den barske opvækst prægede ham livet igennem. Faderen døde tidligt, moderen fandt sammen med en fordrukken skomager, og Syberg måtte i en tidlig alder forsørge sine søskende som svinedreng. Måske derfor søgte Syberg livet igennem at finde harmonien i sit eget hjem. Men mod alle odds kæmper han sig væk fra udgangspunktet. I en ung alder kom han i lære som malersvend i Faaborg og brugte sin fritid på at tegne og male.
Et kortvarig ophold på Kunstakademiet i København, foråret 1884 blev fulgt af undervisning på Zahrtmanns Malerskole fra 1885 til ca. 1891. Om sommeren arbejdede Frits Syberg som malersvend i Faaborg, mens vinterhalvåret blev tilbragt i København. Han var optaget af den storladne bakker i omegnen af Svanninge hvor han 1900 malede det kendte maleri: Aftenleg i Svanninge Bakker.
Som nygifte i 1894 boede familien Syberg til leje i Stævnegården, som dengang blev kaldt Pumpemagergaarden. Senere købte familien Poppelhuset overfor og gav det siden i bryllupsgave til deres ældste datter, Johanne Birgitte Giersing (Besse), og hendes mand, kunstneren Harald Giersing.
Syberg flyttede sammen med hustruen, maleren Anna Syberg, og deres børneflok fra Svanninge til Kerteminde i 1902. De flyttede til Pilegården tæt på Johannes Larsens ejendom, Møllebakken. Han fandt fortrinsvis sine motiver i bakkelandet og på Fyns Hoved, og senere i egnen omkring Kerteminde, hvor haven og den voksende børneflok blev tilbagevendende motiver.
En tid malede Fritz Syberg akvareller, mest af eksotiske fugle og dyr. Han blev inspireret af sin svigersøn, maleren Harald Giersing og overførte han den laserende teknik fra akvarelmaleriet til oliemaleriet, hvorved han skabte større lethed end tidligere.
Syberg tegnede med pen og blyant og hans hovedværk er 18 store pennetegninger til H. C. Andersens eventyr Fortællingen om en Moder, som blev en dybt personlig skæbnefortælling for Syberg. Familie og venner blev brugt som modeller, og han tog interiører og landskaber fra hjemmet i Svanninge og den nærmeste omegn.
Faaborg Museum gav fra 1910 Fynboerne både bedre status, økonomi og vægplads. En stor del af Fritz Sybergs omfattende produktion af malerier, akvareller, tegninger og grafik er udstillet på Faaborg Museum. Ved sin død i 1939 var Fritz Syberg en af Danmarks højst betalte malere.
Harald Giersing
Giersing blev født i 1881 og voksede op i et kultiveret, kunstinteresseret grossererhjem på Frederiksberg. Med studentereksamen og filosofikum, samt fire år på Kunstakademiet og to år hos Zahrtmann var han godt rustet til at påtage sig den rolle som fornyer i dansk malerkunst.
Harald Giersing er især kendt, fordi han gjorde oprør mod det naturefterlignende maleri, hvortil han hentede inspiration i franske kunstnere som Paul Gauguin og Paul Cézanne. Han anses for at være en væsentlig kunstner i den danske modernisme. Giersing kredsede i sine motiver omkring bl.a. portrætter, fodboldbilleder, balletbilleder, landeveje og kirkegårde og nogle skovinteriører, men ofte fokuserede han mere på at eksperimentere med stil og udtryk end selve motivet.
Giersing formulerede allerede i 1906 en æstetisk kunstopfattelse, der skulle være basis for et moderne billedmusikalsk maleri hinsides den foregående generations naturefterligning og fortællende maleri. Han søgte løsningen på tidens kunstneriske misere i det moderne franske maleri, dels hos Paul Gauguin og dels hos Paul Cézanne.
Med den hjemførte maleteknik, først punkter og siden brede strøg og kraftige konturer malede Giersing især model- og figurbilleder. Hans summariske malemåde vakte forargelse. På skrift var han lige så kompromisløs, så efter publicering af nogle få artikler var han i 1910 kendt som den unge kunsts enfant terrible.
Harald Giersing holdt livet igennem fast ved de modernistiske idealer. Det kunstneriske slag skulle slås på lærredet — motivet som sådant var mindre væsentligt — og forandring var et ufravigeligt krav. Han ændrede løbende stil, undertiden fra billede til billede, og skiftede ubesværet mellem det afdæmpede og det aggressive udtryk. Hans valg af motiver og tilgangen til dem var dog ret konstante. Portrætmalerier var altid med familie og venner som modeller og de blev gerne fremstillet som indadvendte, selvberoende personer.
Harald Giersing blev i november 1917 gift med Besse Syberg, som var datter af Fritz Syberg. I bryllupsgave fik de Poppelhuset, som stadig er i familien Giersings eje.
I Svanninge malede han landevejene og kirkegården. Kompositorisk er landskaberne og skovbillederne nært knyttet til den naturalistiske tradition i nederlandsk maleri og i dansk guldalder.
Giersing var hovedmanden bag udstillingen "Ung dansk Kunst" i 1910, der gav ham hans eget gennembrud. Harald Giersing beskæftigede sig i perioder også med skrivekunsten, hvor han bl.a. i tidsskriftet Klingen 1917-18 stod han frem som modernisternes fører. Hans maleri og hans kompromisløse holdning, kom til at præge de fleste af de betydeligste danske kunstnere i 1930'erne og 1940'erne.
Giersing døde i 1947 under en influenzaepidemi. Hele livet arbejdede han på bevidstheden om, at naturen ikke kan gengives, men kun skabes som et billede. "Naturen er intet, billedet af den alt".